Geistliges Kaldelse i den norske Kirke efter Reformationen

«Nu maatte man spørge, hvor kommer det sig,At geistlige Renter er skiftet ulig,Pastores opbærer det meste,Thi dennem er alleslags Tiender forundt.Men det falder ikke Halvparten saa rundtFor Vicepastorer de fleste.Formedelst slig Deling af Renter og GodsIndsniger sig tidt en Fortrydelse hos,At Brødrene leve ukjær1ig,Fordi saa Pastorer er Tiender beskj ært,Derover saa se Kapellanerne tvert,Som Mars i forstyrrede Veirlig.De lader sig ogsaa forlyde vel tidt,At Andre bortsnapper al deres Profit,Maa slæbe for fremmed Indtægter;De sige, det er deres Arbeid og Sved,Mens Andres Tænder forlækres derved– – – – – – – – – – – –– – – – – – – – – – – –Men synes det de Residerende saa,At deres Indtægter kun lidet forslaa,Saa stige de af for en AndenOg give brødløse Studentere Rum,Der skulle vel hundrede beile deromJa bøie til Jorden med Panden«.

«Guds Kirke og Alter jeg sætter paa Spil,Tilkjøbs kan erlanges det Kald, som man vil,For hundred’ Ducater og flere dertil».

«Et Seminarium for os jo Graven bliver,Naar vor Samvittighed god Attestats os giver;I Døden vor Dimis med Simeon vi faar,Saa Ærens Characteer paa vor Gravbakke staar.Da skal Leviter ei om Brødet mere trætte,Guds skjulte Himmel-Mann’ skal alle Sjele mætte.Thi de, som skrevet er blandt de Udvalgtes Tal,I Evighed for Gud de Præster blive skal.

«Det bliver gemenlig saaledes afsagtAt til Residerende vorder aflagt,Hvad Kirken og Alteret giver,Som Børnedaab, Altergang Offer og Alt,Af Pusefæ, Vielser, hvad som der faldt,Det Vice-Pastorernes bliver,Men Landskyld og Tiender af Silden og RugHenlægges til Pastor, til Bordet og Dug.Enhver haver Sit til at raade«.