Om Magnus Heinessøn

„Og da han havde saa stillet paa Red,At Landet stod vel og havde god Fred,Saa tænkte han Grønland at gjæste.Han fik en Bagge og norsker Mand,Vel dreven tilsøs og fremmede Land,Magnus Heiningssøn lod sig kalde.Han var sig freidig og frisk i Mod,En dapfer Hane og Styresmand god,Han lod sig det vel befalde.Han havde da seilet saamangen Dag,I Vester og Sønder med megen Umag,Fra Frankrig til Islands Side.Nu vilde han gjerne sin Herre til MagPaa Grønland forfare den Kaas og Sag,Som ingen Mand monne da vide.Han fik hannem Folk med Rystning og Skib,Selv maatte han vogte sin Skandse og LivOg der sit Eventyr stande.Han gjorde sig færdig, var lystig og froOg lod saa henud ad Søen staa,Hvor Gud vilde lade ham lande.Han stævned ad Island, som gammel var Sæd,Ham tyktes den var den gjenneste Led,Den vilde han først forsøge.Og sætte der om hen Norden til Vest

Og brugte sin Vind, som han kunde bedst,Til han kunde Hvidserk øie.Der mødte ham Taage, Uveir og Mørk,Der var i Søen som vildeste ØrkDe kunde slet ingensteds strande.Suærcken hun drev, og Bølgen den brødOg led derover stor Fare og Nød,Med meget ham gik tilhaande.Dog satte han frem, vilde vove derpaaLandet at naa eller undergaa,Som Lykken da lysted at give.Den Is han drev som Klipper og Land,Han haled og fired, lod fare fra Hand,Var tidt udi haardeste Knibe,Fik Landet omsider i Syne og Sigt,Det voxte ham længer, meer vanskeligtTil Grunden sig ind at tvinge.Is havde betaget baade Næs og Skjær,Man kunde ei komme de Klipper nærFor Bølgen og drivende Vande.Thi seiled de sig saa vide hen omOg søgte om Havn og leilig Rum,Man kunde sig ind ledsage.Men længer man kom hen øster paa Led,Jo skarpere strømmede Søen der ned,Og gjorde dem megen Umage.De kom og paa saa underligt Vand,Hvor Seilstenen hviled i dybeste Baand,

Saa lidt kunde Skibene skride.Dertil gav hver Dag baade Kulde og Knaag,Med Mørke og Vind og stinkende Taag,Man kunde’t ei længer lide.Og voxte saa hver Dag bangere Kaar,Og Tiden hun lakked flux udpaa Aar,Der var ei lang’ Stunder at bide.Thi agted de flittig baade Land og Med,Hvormeget at Solen var skreden ned,Og Ledingen op monne stige.Med anden slig Sager og MerketegnDem kunde ledsage til samme Egn,Om de den tiere skuld’ gjæste.De saa sin Evne og lagde derfraaOg lode tilbage ad Søen staa,Den Kaas de fuldevel vidste.Ledsagede sig saa hjem til LandMed hulddet Skib og helbrede Mand,Lod Kongen al Leilighed vide.Det var hannem kjært og tækkeligt,At Landet var kommet i Syne og Sigt,Man kom der vel til med Tide.