Margrete Fredkulla

En er den Mø, der mindskerMig min Leg og min Gammen,Makthild, hun som i ØstenYpper den djærve Kampdaad;Vældig til Strid at vække,Skærme med Skjold sit Rige,Volder dog lysblond Lilje,At lidt kun Skjalden kan sove.

Hvad er i Verden bedreEnd væne Mø at eje?Svært er sit Savn at glemme,Naar sent kun Dagene glide.Tungt bær jeg hjem fra TingeTanken om, at jeg aldrig— Mens andre glade kan gilje —Glædes ved hende at eje.